Nonostante la giovane età, la scrittura di Alexandre David appare assai densa e complessa, risultando egualmente efficace sia nella composizione orchestrale che dà il titolo all’album, basata sulla continua stratificazione di suoni e linguaggi diversi, che nei tre movimenti per quartetto d’archi commissionati dal Quatuor Bozzini. in cui i glissando e le sottili dissonanze trasmettono la sensazione di un incessante dinamismo. Nel mezzo, l’opera Nanimissuat Île-tonnerre per quartetto vocale e quattro strumenti barocchi, ispirata ai testi della poetessa innu (popolazione della penisola del Labrador, in Canada) Natasha Kanapé Fontaine, offre un’equilibrata sintesi di raffinato classicismo, canto della tradizione popolare e studiato modernismo.

DAME er et ret unikt, canadisk label, som udgiver eksperimenterende / avantgardistisk, musik. Og Photogrammes er en udgivelse herpå, hvormed den 35-årige komponist, Alexandre David, endelig kommer til ”orde”. Photogrammes er det første album nogensinde udgivet med musik af David. Og hovedsuiten på albummet er Quatuor à cordes i tre satser — spillet af strygerkvartetten, Quatour Bozzini. Udover denne suite hører man Nanimissuat Île-tonnerre i to satser spillet (på barokinstrumenter) og sunget af Plaisirs du clavecin under ledelse af Johanne Couture. Og endelig hører man værket, Photogrammes, spillet af Orchestre de l’Agora under ledelse af Nicolias Ellis. Personligt bliver jeg mest fanget af Nanimissuat Île-tonnerre — måske på grund af vokalerne, måske på grund af det instrumentale set-up, som på én gang uvilkårligt leder mine tanker i retningen af andre, nyere vokalværker og i retningen af forne tiders kammermusik — meget i kraft af Caroline Tremblays fløjte. Jeg hører i den suite et slægtsskab mellem David og eksempelvis den tjekkiske komponist, Leos Janácek. Photogrammes er ikke et album for begyndere udi den klassiske musik, men det er alligevel et forrygende flot, insisterende og krævende album, der er værd at fordybe sig i.

Vraiment plus de Snipettes!!! (Riparian Media), le dernier opus de la série Snipettes du vétéran de la musique actuelle Martin Tétreault ressemble à une glissade de 78 minutes dans les archives sonores de Tétreault. Se précipiter à travers 25 pistes d’enregistrements de champs fragiles, de curieux sons trouvés, de turntablism glitched-out et de vignettes de speech-splicing Vraiment plus de Snipettes!!! est une aventure sauvage et bourrée d’action qui met en valeur l’imagination brute et ludique de Tétreault, culminant dans un long enregistrement live.

Tape-Glitch und Schredder-Elektronik ganz alter Schule quasi, direkte Abkömmlinge der modernistischen Avantgarde der Sechziger, produziert seit quasi schon immer und jederzeit frisch: der Kanadier Martin Tétreault. Sein Vraiment plus de Snipettes!!! (Ambiances Magnétiques, 13. Dezember 2024) macht die uralt-ureigene C60-Kassetten-Ästhetik der hochgepitchten Stimmen und runtergemumpften Slushwave-Beats nochmal neu.

Dazu passend kommt noch mehr neue Kammermusik aus Kanada vom verhältnismäßig jungen Montréaler Komponisten Alexandre David. Erwartbar brillant eingespielt vom bewährten und in dieser Kolumne schon öfter erwähnten Quatuor Bozzini, gibt Photogrammes (Collection QB, 13. Dezember 2024) Einblicke in eine ziemlich große Musikwelt, in der transatlantische Moderne (etwa Charles Ives) wie Québecer Folk-Traditionen den weiten Horizont kleiner akustischer Neuer Musik aufspannen.